IBERIANA

IBERIANA

Yderst i Europa

Beretninger fra den iberiske halvø.
Allehånde om skik og brug,
landskaber og mennesker
i Spanien og Portugal.

Hækle-landia

økonomiPosted by mail@casaeva.dk 24 Aug, 2016 17:24:04

I vores lille Extremadura-landsby hækler kvinderne i alle ledige stunder.


Håndarbejdet udfolder sig også i byerne - sidste år blev Plaza de España i Badajoz "klædt på" i hæklet skrud i anledning af Palomos-festen for "regnbue-orienterede".


Modeskaberen María Ke Fisherman, som bl.a. klæder Miley Cirus og Lady Gaga på, satte nonnerne i Cumbres Mayores i det sydlige Extremadura i gang med hæklenålene, med resultater som disse:
- for et af de gennemgående raffinementer i hendes kollektioner er just de hæklede partier. Dermed kom Extremaduras hækle-eksperter i den internationale modeverdens søgelys.

I den lille by Valverde de la Vera i Cáceres-provinsen sysles der med XXL-hæklenåle og genbrugstanken. Samtidig opfylder hæklegrupperne et selskabeligt behov.
Byens kvinder og piger (!) hækler store solsejl af strimler af plastic-indkøbsposer. Det giver skygge over gaderne, så det bliver mere behageligt at sidde ude sammen i gaden, selv når det egentlig er lovlig varmt!



Kilder:
www.hoy.es
www.mariakefisherman.com
www.yorokobu.es





  • Comments(0)//blog.casaeva.dk/#post73

Lamperøg

økonomiPosted by mail@casaeva.dk 25 Sep, 2015 10:48:14
For nogle måneder siden beskrev jeg mine over 75-årige naboerskers bøvl med at ansøge om at komme i betragtning til den gestus, som José Antonio Monaga, den daværende præsident for Extremadura, havde tiltænkt de kvinder, som klarede deres familie igennem svære tider (herom blogposten "De nøjsomste").

Forleden dag sad Tere uden for sit hus og lod solen varme den gigtplagede krop. Hun venter stadig på en operation. Seneste nyt: det kan først blive hendes tur til næste år.

Nå, men hun havde forresten lige set på TV Canal Extremadura, at socialisten Guillermo Vara, der nu (igen) er blevet regionens præsident, vil annulere ordningen med de 300 euro pr. år til mindrebemidlede kvinder over 75. Hans parti synes, det er noget pjat - og fagforeningen CCOO bifalder (!) De gamle koner, som har fået godkendt anerkendelsen, modtager den i år, og så er det slut.
48.672 ældre Extremadura-kvinder har søgt om ydelsen inden fristen udløb 1. august. Den er pr. d. 22. september 2015 foreløbig udbetalt til 9.057, og 3.592 er godkendt. 1.186 har fået afslag. Man mangler altså at behandle 34.800 ansøgninger.

Den PP-regering, der tabte valget i sommer, havde afsat 10 mio euro pr år til ordningen, og det beløb er allerede overskredet. Tænke, tænke - det kan kun skyldes, at denne "historiske gestus" har kostet og vil koste uforholdsmæssigt meget i administration - og dermed kommer den med under alle de budgetoverskridelser, som Vara nu klandrer PP-regeringen for.
Men hvorfor skal modtagerne af denne ydelse dog undgælde? PP-talsmanden Pizarro (genvalgt borgmester i Plasencia) har en pointe, når han finder det svært at forstå, at socialisterne på den ene side har travlt med at grave op i fortiden, dvs. Franco-regimets grusomheder, under overskriften "La memoria historíca", og på den anden side vil de samme socialister ikke værdsætte de gamle kvinders tyste indsats i samme periode - hvordan hænger det sammen? Er det mon fordi ingen af fagforeningspampernes mødre er så økonomisk ringe stillet, at de kunne komme i betragtning?

Kilde: El Periódico de Extremadura, 22.09.2015

  • Comments(0)//blog.casaeva.dk/#post67

De nøjsomste

økonomiPosted by mail@casaeva.dk 11 Jun, 2015 19:46:46
Sidste år var der anledning til at markere, at Spanien har haft indre fred (!) i 75 år siden borgerkrigens afslutning i 1939.

I Extremadura blev det til en gestus over for de kvinder, der var født under borgerkrigen eller endnu tidligere, og som i al stilhed havde gennemlevet efterkrigstidens savn og sørget for deres familier, mens Spanien ganske langsomt kom på fode. Denne anerkendelse har intet sidestykke i nogen anden spansk region.

På Extremaduras dag d. 7. september 2014, forkyndte regionens daværende præsident Monago fra Partido Popular, at der skulle tildeles 300 euros årligt (dvs. 80 centimer = 6 kr om dagen) som en anerkendelse til de kvinder, ”der fortjener en historisk kompensation for deres ofre.” Her i Extremaduras landdistrikter kom kvinderne sent med i moderniseringen, og derfor er de 300 euros ”meget mere end en symbolsk gestus. Det er et spørgsmål om værdighed, retfærdighed og historisk erindring”, sagde Monago den dag.


7 måneder senere, i april 2015 bliver der endelig udstedt et dekret om ordningen, der vil vedrøre 35.000 kvinder og koste regionen 10 millioner euros om året (en udgift, der vil mindskes, efterhånden som kvinderne dør.)

For at komme i betragtning skal kvinden altså være fyldt 75 år d. 1. januar i år. Hun må højst have en årsindkomst på 7.455 euros (55.912 kr). Man ser også på den evt. endnu levende ægtemands indkomst – den fælles indkomst skal være under 10.904,60 euros (81.780,90 kr).

Den 21. april trådte ordningen i kraft, og ansøgningsfristen blev fastsat til en måned fra da af. På Extremaduras officielle web: ciudadano.gobex.es kunne man finde info om proceduren, hvis man da havde adgang til computer og rutine i at orientere sig i den slags fora. ( borger.dk er betydeligt mere overskueligt :-).
Det understregedes, at man ville sørge for at smidiggøre processen, så ansøgerne ikke skulle rundt fra Herodes til Pilatus i den offentlige forvaltning for at få del i ydelsen.

(NB: ansøgningsperioden løb præcis op til regionsvalget d. 24. maj.)

Medierne har naturligvis omtalt denne ordning. Iflg. ”El Correo de Extremadura” var der i Cáceres og Badajoz d. 20. maj (4 dage før valget) tilmeldt næsten 14.000 til ordningen. Dvs. under halvdelen af de berørte. ”Smidiggørelsen af processen” - er åbenbart ikke sivet ud i de landdistrikter, som præsidenten ønskede at give sin bevågenhed.

Her i landsbyen bor der et par kvinder på over 75. En af dem spurgte mig, der tit tager de 16 km ned til ”vores” lille by, om jeg kunne gå forbi rådhuset og spørge, hvordan de skulle bære sig ad for at ansøge.
Jeg kom tilbage med den besked, at det ville blive meddelt, når proceduren var på plads. Det måtte jo betyde, at fristen var forlænget.

Omend Extremaduras forskellige administrative organer i imponerende grad er digitaliseret og koordineret, er det åbenbart ikke lykkedes at automatisere denne proces – hvortil der efter sigende kun kræves fremvisning af identitetsbevis og folkeregisterattest. Ude i gaden hang et opslag: ”Er du en kvinde på over 75? Vi hjælper dig med at få dine 300 euros osv.” Jeg troede næppe mine egne øjne, skulle der nu vrides profit ud af de stakkels 6 kr om dagen?

Senere så jeg flere plakater med tilbud om at søge på de berørte kvinders vegne.


Det blev oplyst via TV, at fristen var forlænget til d. 8. august. Fredag d. 29. maj tog min 76-årige nabo Ana med mig ned på rådhuset for at hun kunne indgive ansøgning om at komme i betragtning.

Desværre, først mandag ville la asistenta social være på sit kontor. Ude i byen mødte Ana imidlertid sin datterdatters svigermor, som anbefalede at gå over til Lægehusets socialrådgiver. Der fik Ana en blanket, som skulle udfyldes i sparekassen. Og socialrådgiveren ringede til et Gestoría (et sted, hvor man hjælper folk med officielle dokumenter og ansøgninger, som stadig er for indviklede for almindelige mennesker) i nabobyen, 8 km borte, - der kunne de ekspedere Anas ansøgning.

Mens Ana fik sin blanket udfyldt i sparekassen, spekulerede jeg over, hvorfor vi ikke kunne få tingene ordnet her på rådhuset, eller hos det stedlige ”Gestoría”.

Nå, men turen gik nu til de meget venlige mennesker i nabobyen. Fint, blanketten var rigtigt udfyldt, og måtte de så se Anas DNI – documento nacional de identidad. Ups, desværre, det var udløbet. Ana skulle have et nyt ID-kort med chip og nyt foto osv. Gestoría tilbød at ringe og bestille tid hos politiet i Plasencia, o. 60 km borte. Det blev så d. 23. juni kl. 10 – om næsten fire uger. Men rolig, rolig, ansøgningsfristen for de 300 euro var jo først den 8. august.

Da Ana nu skildrede sine problemer med at komme til Plasencia, fandt revisoren ud af, at hun i stedet kunne vedlægge en udskrift af fødselsregistret fra sin fødeby.

Desværre er hun født i en anden kommune, 42 km herfra.

Ana var helt slået ud. Her havde hun ulejliget mig, og nu så det nærmest umuligt ud. Hvor var det typisk. Aldrig havde den kommune gjort noget for dem. Tværtimod. Da hendes afdøde mand Andrés blev erklæret invalid og ikke kunne gå op ad trapperne i deres gamle hus, søgte han et statslån – til 4%. Men de fik afslag fra det offentlige og måtte optage et realkreditlån til 8%. Til og med måtte de af med 100.000 pts i byggetilladelse. So much for kommunens forståelse for de fattige beboere i de små landsbyer.

Fattige var de, Andrés sved trækul, så længe kræfterne var til det.

Ana har slidt og slæbt, siden hun kom ud at tjene i en alder af 10 år. Hun lærte aldrig at skrive og læse, selv om hendes far havde betalt skolepenge. Men læreren stak af fra skolen og konen, da han forelskede sig i en anden!
Og så måtte Ana ud at vogte geder for fremmede; om sommeren kom hun med faderen på høstarbejde i Salamanca-provinsen på den anden side bjerget, og der lagde hun kræfterne i, så hun tjente lige så meget som de mandlige høstarbejdere!

Siden kom hun i huset i Cáceres, og der traf hun Andrés på diskotek. Da hans far blev enkemand, flyttede de hertil, hvor et fattigt liv som gift kone og mor til ni børn ikke blev en dans på roser. I begyndelsen havde de hverken vand eller el i huset, og det er hårdt at dyrke de små lodder rundt omkring i bjerget.

Sorger har det ikke skortet på: et barn blev erklæret dødt efter fødslen, og de fik ikke lov at se det, før det blev begravet. Derfor kan Ana nu ikke lade være med at spekulere på, om det var et af de mange spædbørn af fattige forældre, som på klinikkerne blev ”givet” videre til velhavende barnløse ægtepar...

En anden søn blev født julenat for ca. fyrre år siden. Det var desværre ikke en velsignet dato, for der kom ingen fra personalet på fødegangen, da Ana ringede fordi hun var ved at forbløde. Sønnen er spastisk lammet den dag i dag, bor på institution i Barcelona. Han er godt begavet og har det efter forholdene godt, - men det er en lang og dyr transport, når han skal hjem på ferie hos sin gamle mor. ,

To sønner døde i fyrre-års-alderen, men de andre børn, børnebørn og oldebørn besøger hende tit. De bor i Madrid og i Toledo-provinsen og vil helst have, at hun er hos dem i den kolde tid, og hun indvilliger modstræbende. I år har hun dog kuppet sig til at være hjemme i las Hurdes siden januar. Påskuddet var, at det er her, hun går til læge for sine kraftige slidgigt-skavanker. Lægen har set scanninger af Anas knæ og ryg og forstår ikke, at hun overhovedet kan stå oprejst. Men Ana synes, det er værre at sidde stille, og hver dag er hun ude i sine haver, sår og planter, luger, vander og gøder. Og passer sine katte, som er så søde – og gode til at holde musene på afstand.


Hvorfor skal det dog være så indviklet at tildele Ana den ”krigsdatter-ydelse” på 300 euro? Der må selvfølgelig være noget, vi har misforstået... Hun er jo analfabet og jeg er ikke spanier....

Et par dage senere var jeg igen på rådhuset sammen med Emilia, som også havde set de gode nyheder på TV. Det er lidt svært at tro på, at der vil blive gjort noget for ”os gamle koner” - men det skal da prøves. Emilia var omkring sparekassen efter den behørige blanket, hendes DNI er flunkende opdateret, hun medbragte sygesikringskortet, og la asistenta social var på sit kontor, optaget med en klient, mens andre sad og ventede.

Vi satte os i køen, og på et tidspunkt kom en anden medarbejder og spurgte, om Emilia måske var over 75 og kom vedr. det med de 300 euro? Javist. Nå, men så skulle vi da ikke vente længere. Vi fik lov at sætte os ind bag skranken, på stolene ved rådhussekretæren Tere's bord.
Det var lovende: jeg kender godt Tere, som i alle årene har ydet en smidig og kompetent behandling af vores ”tilflytter”-sager. Hun fortalte, at det var en kokset dag, for adminstrationssystemet havde været nede, og det var først lidt op ad formiddagen, at de havde fået adgang til kommunens og regionens databaser. Nåh!

Emilias sag blev ekspederet. Herunder skulle hun oplyse, om hun fik pension. Det får hun ikke. Den gang, hun fik tilbudt arbejde ved beplantningen af bjerget, var hendes mor syg og hjælpeløs, og hun har aldrig fortrudt, at hun ikke nænnede at lade hende være alene hjemme. Men pension har hun ikke indbetalt til, fordi hun ikke havde lønnet arbejde.

Nå – indgav hun og manden selvangivelse (det er tegn på, at man ikke er rigtig fattig) Jo, det gør de, men hun havde den ikke med. Vidste hun, hvor meget manden oppebærer i pension? Det beskedne beløb blev fremført hviskende (Emilia mister stemmen, når hun bliver nervøs, og i øvrigt syntes hun nok heller ikke, det kom andre ved).

OK, det skriver vi, og du får besked, hvis der bliver rykket for selvangivelsen.
Der blev printet 3-4 sider ud, og så var det tid til at skrive under. Emilia kan ikke skrive, så der blev hentet stempelpude, og hun satte tommelfingeraftryk to steder. Ja, så var den sag på plads.

Hvornår kommer pengene, ville Emilia gerne vide. Nok i løbet af en tre måneder.

Jeg omtalte lige Anas forgæves tur om fredagen og undrede mig over, at hun blev vist til nabobyen. Tere forklarede, at regeringen har indgået aftaler med forskellige Gestorías, heriblandt det stedlige; men de tager et gebyr for at ekspedere ansøgningerne – det gør de ikke i nabobyen, - og det gør de heller ikke på Rådhuset!

Tere spurgte nu efter Anas efternavn og fandt hende i databasen; dermed kunne hun udskrive en attest vedr. folkeregisteradressen. Hun ringede til rådhuset i den kommune, hvor Ana er født, og bad dem sende fødselsattesten med posten.

Så nu kan Ana også få ansøgningen af sted en af dagene. Det er hun glad for! Det manglede da bare, skulle man synes.

Tere abefalede mig at ringe til hende, for at høre, om den fødselsattest var kommet frem, før jeg tog ned på rådhuset med Ana.

Fredag d. 5. juni (to uger efter valget) kom der opslag fra borgmesteren (nede i byen, først en lille uge senere her oppe i landsbyen): Alle de berettigede til den livsvarige ydelse på 300 euros kan nu henvende sig hos kommunen, der gratis vil ekspedere ansøgningen. Man skal medbringe ID, sygesikringsbevis, evt. selvangivelse, og oplysninger om indkomst.

Nu er der gået to uger, Tere har rykket gentagne gange for fødselsattesten, og Ana venter stadig. Hvornår mon det bliver hendes tur til ”selvforkælelse”?
Skulle hun opnå den livslange ydelse på 300 euros om året vil det næppe kunne opveje, at alting bliver dyrere og dyrere; Spaniens elpriser er de 3.-højeste i Europa, der er stigende selvbetaling for medicin, og den Internationale valutafond tilråder, at Spanien udfaser den differentierede moms – for tiden 4% på basisprodukter, mod 21% generelt.

Det er vist et ”held” for Ana, at hun har specialiseret sig i at forkæle andre – f.eks. os, som lige skal smage hendes jordbær:

Opfølgning

Ana var første gang af sted d. 29. maj for at ansøge om de 300 euros årligt til Extremaduras bedstemødre.
Tirsdag d. 16. juni ringede Tere: nu havde hun modtaget kopi af Anas fødselsattest. Min mand og jeg var netop et par dage i Portugal, så det blev først mandag d. 22. juni, at Ana kunne tage med mig ned til rådhuset. Der blev hun modtaget af Asistenta Social med kindkys og ”hvor er det længe siden, jeg har set dig”. Hun viste videre til Tere, som nu brugte en halv time på at gøre Anas ansøgning om de 300 euros klar til de bevilgende myndigheder. Der blev både tastet ind på computeren og kopieret bilag ud fra de dokumenter, Ana omhyggeligt havde medbragt. Hun kan kende sit DNI og sit sygesikringskort, men ved i øvrigt ikke selv, hvad der er hvad, fordi hun ikke kan læse. Derfor måtte Tere finde frem til dokumentation for Anas enkepension, den formular, der var blevet udfyldt i Sparekassen og folkeregisterattesten. Ja, så var der vist ikke mere. Det hele blev fotokopieret, der blev indtastet info i systemet, og udskrevet en formular, som Ana skulle underskrive to steder, dvs. prente sit fingeraftryk på. Tere attesterede derpå i hånden, at det var Anas og ikke andres tommelfinger, der havde været i spil.

Alle fotokopierne blev vedlagt sagen, og nu kunne Tere forsikre Ana om, at hendes ansøgning var behørigt klargjort.

Da Ana og jeg gik ned ad rådhusets trappe var det med fornemmelsen af at have mødt administrationens menneskelige ansigt. Omend borgmesterens meddelelse om, at der blot skulle medbringes to dokumenter viste sig at være lidt lavt sat i Anas tilfælde, og sikkert for mange andre af hendes ældre medsøstre uden for alfarvej i Extremadura.

(Tere gjorde ikke indtryk af, at hun som ledende sekretær på rådhuset må have ekstra travlt i disse dage, hvor en socialist afløser en PP-politiker på borgmesterposten. I den forbindelse bliver der hvirvlet støv op, for et valg-møde med toppolitikere for PP blev finansieret fra kommunekassen, og nu skal der findes bilag frem!!!)

Som sagt – det tog vel en halv time af Teres tid i denne omgang. Læg dertil vores tidligere besøg og Teres telefoniske henvendelser vedr. fødselsattesten – mindst en time af Teres tid er medgået. Gang det op med antallet af kvinder, der kan komme i betragtning, dvs. ca. 35.000 personer. Over tredive tusinde timers ekspedition på kommunalt niveau, noget i stil med 20 årsværker, har det kostet at udføre opgaven med at ekspedere Monagos historiske gestus. Vel at mærke har det drejet sig om at indsamle i forvejen kendt information. Intet nyt er blevet tilført systemet, men de berørte kvinder har fået endnu en tur gennem den administrative vridemaskine.

Ana har som sagt voldsom slidgigt og venter på en knæoperation, men da vi kom hjem til landsbyen, gik hun alligevel over i sin have for at give mig del i årets første høst af kartofler:







  • Comments(0)//blog.casaeva.dk/#post65

Fra gæld til overflod

økonomiPosted by mail@casaeva.dk 31 Mar, 2015 17:15:42
Jeg har lige læst en god, opbyggelig historie.
Om en mand fra Extremadura, der satsede alt, men havnede i en gæld så dyb, at han så frem til at afdrage den hele resten af livet.
Men denne seje type lader sig ikke slå ud, og takket være skæbnens luner og et helt specielt talent er han nu på vej til livet uden gæld - ja, som en holden mand.

Det er min foretrukne klummeskriver, Alonso de la Torre, der fortæller historien i avisen HOY d. 31. marts.

Angel Cortés voksede op i Cáceres, og forlod skolen i en tidlig alder. Han gik ind i militæret, hvor det viste sig, at han var en usædvanlig god skytte, og han kom med NATO til Bosnien. Han takker i dag Gud for, at det aldrig faldt i hans lod at dræbe et menneske.
Da han vender hjem, tager han forskellige job, og beslutter en dag at satse det hele på en tandklinik i en lille by i det sydlige Extremadura. Det ender desværre med konkurs, og han skylder penge til højre og venstre. Flytter hjem i en alder af 38, og må bede mor om lidt lommepenge i ny og næ.

Han er som sagt lidt af en troldmand med en riffel, og får tilbudt jobbet som skytte på et stort jagtrevir ovre i det østlige Spanien. Jagten tilhører en rigmand fra Baskerlandet. Livet som skytte med bolig i kælderen til en stor gammel ejendom uden el og sparsom mobil-dækning er ingen drømmetilværelse, men hver euro, der er tjent, er med til at høvle af på gælden, så Ángel bider tænderne sammen og holder gode miner.

Han er kommet til at nævne, at han kan tegne, og da bossen en dag vil drille ham lidt,siger han til sine jagtgæster - millionærer fra Rusland, Mexico og USA - at "ham skytten siger, han kan tegne. Ha, ha."
Ángel bliver så harm, at han suser ind til landsbyen og køber blyant, viskelæder og papir.
Næste dag præsenterer han sin uforskammede chef for et billede, der tager pusten fra den rige mand og bringer tårerne frem i hans øjne, der ellers er vant til at se lidt af hvert: det er en mere end livagtig fremstilling af ham selv og hans søn med et trofæ fra Sydafrika. Respekt.

Den rige mand er flot med afregningen, Ángel har dermed råd til at købe briller, så han bedre kan tegne, og bossen sender en kopi af tegningen til 200 af sine største kunder med Ángels mail, for det tilfælde, at de har noget, de vil have tegnet....

Der er ikke nyt jagtselskab lige med det samme, så Ángel tager hjem til Cáceres. En ven inviterer på et glas vin, og mens de sidder i baren, begynder Ángels mobil at skabe sig tosset. Det strømmer ind med henvendelser fra folk, der vil have billeder af ham. Da den første får at vide, at et billede koster 2.000 euro, bestiller han straks fire, og så kører det for resten derud ad...

Den dag, hvor Alonso fra bladet HOY taler med Ángel, er han lige kommet hjem fra Las Vegas. Han var med ved præsentationen af en bog om storvildtjægere - med forsidebillede af Angel Cortés. Nu skal han til at vælge mellem de fem gallerier i New York, der ønsker at udstille hans værker. Priserne er lige så stille steget - nu må man af med mindst 10.000 euros, - og et portræt af Paco de Lucía koster 50.000.

Skeptikere har selvfølgelig rejst tvivl om, hvordan de billeder egentlig bliver til. Angel har aldrig gået på akademiet, og hans fremgangsmåde er enkel: han starter i det ene hjørne og arbejder sig diagonalt over til det modstående.

På denne video kan man se, hvordan det foregår: (først må man lige finde sig i 1/4 minut reklame)



Øh - er det Kunst? Måske ikke, men imponerende er det - og Ángel er glad for at se minus blive til plus på kontoen.

Se tegnerens hjemmeside www.angel-cortes.com - Sarah Warner er faldet for hans hestebilleder, og "would love to see you in Florida", skriver hun.

Efterskrift:

Efter en tur til marked i Ahigal søndag d. 13. september gjorde vi ophold i Zarza de Granadilla, en lille "kedelig" by, hvor vi ikke blot blev glædeligt overrasket over restaurant "Cordel" men også over en kunstudstilling i turistinformationen, De viste malerier, akvareller og tegninger af en kvindelig kunstner fra Extremadura, Tonia Marín. Hun har malet "hele sit liv" og kom i gang med bestillingsopgaver efter at have vundet en plakatkonkurrence for byfesten i Zalamea de la Serena i det sydlige Extremadura. Det skaffede hende en udsmykningsopgave på 90 billeder til et hotel i Zaragoza-provinsen 800 km borte!
Tonia Marín er god til at fremstille en person - især var vi imponerede over hendes portræt af den kendte maler Antonio López, der over en lang årrække har arbejdet på et portræt af den (daværende) spanske kongefamilie.

  • Comments(1)//blog.casaeva.dk/#post63

Fedt nok

økonomiPosted by mail@casaeva.dk 16 Nov, 2014 11:39:42
Der var kommet nogle slemme pletter på mit forklæde - så hvorfor ikke prøve, hvad knofedt og Elviras sæbe kunne udrette? Selv om jeg ikke har det dertil hørende arrangement:


- stor kumme og vaskebræt ud i et, som monteres i arbejdshøjde. De vaskepladser betød en væsentlig lettelse, da landsbyen fik rindende vand, og det ikke længere var nødvendigt at bære vasketøjet ned til floden.

Nå, jeg kunne da gnide Elviras sæbe grundigt ind i pletterne og lægge forklædet til tørre på muren, så sol og sæbe fik tid at indvirke på snavset. Det blev skyllet, og så var det, at jeg skulle have haft et vaskebræt og ikke bare hænderne til at bearbejde de udblødte pletter. Skyl igen - og hæng til tørre.
Ja - forklædet blev hvidt og pletfrit - og duftende rent, på en helt anden måde end efter en tur i vaskemaskinen med de moderne vaskemidlers mere eller mindre nostalgiske parfumer.

Intet under, at mange spanske husmødre stadig vil have traditionel sæbe - men det er jo de færreste, der som Elvira kan lave den selv af rester af olie fra madlavning, tilsat soda, kogt i store kar og opbevaret - hvor?? Man forstår, at de små markedsboder med hjemmelavet sæbe har deres trofaste kundekreds.

I Extremaduras byer sørger kooperativet RograsA for, at der kommer færre olierester ud i spildevandet. Det har for det første stor betydning for miljøet, da 1 liter olie kan forurene 1000 liter vand.
For det andet genanvendes den rensede spildolie: den kan bruges til biodiesel, maling, voks og SÆBE! RograsA indsamler brugt madolie i byerne, både fra husholdninger og fra storkøkkener. Her i Coria stødte vi på RograsA's container, side om side med beholderne til brugt tøj og sko...



RograsA's hjemmeside kan man læse, at de årligt indsamler over 2 mio liter olie via 550 containere samt direkte fra de større forbrugere, restauranter, kantiner osv ... i Extremadura.
Vi har undret os over, at der ikke er pant på flasker og dåser her - men tager hatten af for denne indsats.

  • Comments(0)//blog.casaeva.dk/#post62

Rettidig omhu belønnet

økonomiPosted by mail@casaeva.dk 01 Mar, 2014 09:14:10
Min niece og hendes lille familie var på ferie i Nerja i Sydspanien og lejede bil. Desværre kom de til at køre hurtigere end tilladt, og det blev registreret af fartkontrollens kameraer.
Derfor modtog de efter hjemkomsten via udlejningsselskabet et bødeforlæg med angivelse af bødens størrelse - 100 euros. Brevet gav link til politiets hjemmeside, hvor en færdselsbetjent øverst til højre indbyder til "pago de multas" - betaling af bøder.



Siden er på spansk og derfor ikke helt turistvenlig. Men moster her kan jo spansk, og så gik det strygende. Selve betalingsformularen er endda på engelsk.


Efter fire museklik kunne bøden betales via netbank, og de unge overtrædere fik endda 50% rabat for at betale inden for den fastsatte frist.
Det kalder jeg god færdsels-pædagogik.









  • Comments(0)//blog.casaeva.dk/#post55

Mañana er Nu

økonomiPosted by mail@casaeva.dk 02 Sep, 2011 12:07:21
Iværksætteri i dagens Spanien

En reportage i søndagstillægget til den landsdækkende avis "El País" d. 28. august bringer syv historier om unge selvstændige erhvervsdrivende, en gruppe, der gerne skulle blive flere af!

Den dystre baggrund er, at over 40% af Spaniens unge er arbejdsløse. Det generelle uddannelsesniveau har aldrig været højere, men man kan ikke længere regne med, at eksamen giver adgang til en sikker livsstilling, helst i det offentlige. Det lader sig ikke gøre i krisetider og med mange konkurrenter om de få ledige stillinger. For mange bliver det nødvendigt at vove pelsen og prøve lykken som iværksættere.
Bladet bringer syv eksemplariske beretninger om unge, der har forladt en traditionel karriere til fordel for selvstændig virksomhed: En programmør forlod sit job i et multinationalt radar-firma og løser nu som free lancer tekniske problemer for multimedie-kunstnere. En arkitekt sagde farvel til en stor tegnestue i London og vendte hjem til Madrid, hvor hun nu laver "små" projekter - i sit eget regi. En sangerinde er blevet træt af at skrive kontrakter med store producenter, og har nu dannet sin egen duo, som flytter til London, hvor der er mere genklang for hendes musik. Og så fremdeles.

Fælles for bladets eksempler er, at iværksætterne bryder ud fra et årelangt eller sikkert ansættelsesforhold for at se, om deres initiativ kan briste eller bære.
Men hvad nu, hvis man slet ikke har fået fodfæste på arbejdsmarkedet i det hele taget? At man må erkende, at alle ens ungdomsår, alle forældrenes afsavn for at man kunne få en højere uddannelse, synes spildt? Og endnu værre, hvis man er fra en lille landsby og ikke har fået papirer på nogen kompetence? Dermed er man da komplet chanceløs i det moderne informationssamfund. Eller?

De "entreprenører", der viser vejen, er måske i virkeligheden ikke at finde i IT-verdenen og de såkaldte kreative kredse, men man møder dem mere ydmyge steder. Det er de myreflittige indvandrere og folk i fattige udkantsområder. De er vant til at tage fat på opgaver, der skal eller må gøres uanset krise eller ej.

Blot et par eksempler:

Vi kom til Madrid forleden, og jeg faldt i staver foran en forklædeforrretning! - et mormorforklæde med påsyet minifrottéhåndklæde påkaldte sig min opmærksomhed, jeg har nemlig selv den vane at tørre hænder i forklædet. Et forklæde med vifte og flæser ville gøre det festligt at lave mad til tonerne af flamencomusik. Sådan var der talrige sjove og praktiske modeller. Man kunne få broderet navn eller tekst efter ønske. Hvem stod i butikken? To unge asiatiske kvinder. Det er ikke sikkert, at de kan læse og skrive spansk - 20 års skolegang er ikke et must. En broderemaskine og nogle skabeloner er et godt grundlag for at opfylde kundernes personlige ønsker.

Vi tog fra Madrid til Las Hurdes med en af de lokale iværksættervognmænd - og da vi kom til skiltet med "Las Hurdes" sagde vores medpassager ironisk: "Tierra sin pan" - "Jord uden brød" - efter titlen på Luis Buñuels uhyggeligt berømte "dokumentarfilm" om en region der var som en 3. verden i Spaniens baghave. Hun og chaufføren var enige om, at jorden i Las Hurdes er god, - og "hurdanerne" er ikke blege for at tage fat og gå nye veje.
Foto: El Tío Cirilos bod på søndagsmarkedet i Ahigal

I dag så vi hos boghandlen i Plasencia en lokal nyhed: en bog om Tío Cirilo, en hurdaner, der har drevet det vidt. Tío Cirilo blev født i Las Mestas, en landsby i det nordlige Extremadura i en børneflok på sytten. Han tog som ung til Holland, hvor han fik job som slagteriarbejder. Da han havde sparet tilstrækkeligt sammen, vendte han hjem til Las Mestas og blev biavler som sin far, Tío Picho.
Tío Cirilo giftede sig, han og konen åbnede også en slagterbutik og et lille traktørsted.
Da han syntes, der manglede lægehus og apotek på stedet, fandt han på at brygge et "lægemiddel" af mælk, kakao, honning, pollen, gelée royale og urter fra bjergene. Minsandten om ikke Cirilos hjemmelavede mikstur hjalp mod både gigt og forhøjet kolesterol - ja, det kunne tilmed måle sig med Viagra, før Viagra havde set dagens lys!
På markederne her i regionen træffer vi ofte Tío Cirilos bod.

Foto: Nyhøstet pollen i Las Hurdes

Las Hurdes er ikke (længere) en brødløs egn hverken i den ene eller den anden henseende, - der er bare ikke noget ved det brød, man kan købe her, og som man får til restauranternes i øvrigt så velsmagende mad.
"Når du tager et stykke industribrød, er det dødt", siger Fernando Bernaldo de Quirós, en økonom, der foretrak at blive selvstændig i landsbyen Aldeanueva del Camino frem for at ernære sig som bogholder i Madrid. Først ville han være snedker, men det var ikke lige ham at sætte sig på skolebænken sammen med en flok teenagers i Hervás, så via et par år med en bar ved svømmebassinet i Gargantilla, kom han ind i bagerfaget.
Han har stået i lære hos oldermanden for de tilbageværende "rigtige" bagere, og så har han allieret sig med sin kusine, der er agronom og specialist i økologisk landbrug, for melet skal jo være ordentligt til at begynde med! I dag ser Fernando universitetsstudierne som en fejltagelse, på de fem år kunne han allerede være blevet en rigtig god brødbager!

Mine forældre rejste på egen hånd i Spanien i 1950'erne, og var imponerede over landets betydelige "intelligensreserve". Som eksempel kunne de fortælle, at ligegyldig hvor Michelin-kortet kom til kort, kunne de få klar og præcis besked af jævne folk på vejen. I dag kaldes der fra politisk hold på entreprenør-ånd og alt tyder på, at den er til stede, og meget kan udvikle sig, når de tunge administrative rutiner bliver forenklet.


Kilder:

- El País semanal no. 1822, d. 28.08.2011: "Emprendedores, justo ahora, con la crisis"

- HOY.ES 03.07.2011 Tú coges un pan industrial, y está muerto


  • Comments(0)//blog.casaeva.dk/#post37

Hvem duede ikke?

økonomiPosted by mail@casaeva.dk 06 Mar, 2011 09:04:33
Internetavisen Hoy.es bringer billeder og en lille video fra indledningen til karneval i Cáceres: folk klædt i gammeldags arbejdstøj sætter en stor kludedukkemand op på et æsel.
Så går turen til Plaza Marrón, hvor dukkerne bliver brændt på bålet. Bagefter er der kager og en alkoholfri hjertestyrkning til alle – den store folkemængde nyder 600 kg bagværk, bl.a. Extremaduras sidestykke til vore klejner - store fedtkogte kager, overgydt med honning.



Fotos fra begivenheden i 2011: Hoy.es - carnaval cacereño

Hvad er det dog, der foregår? Joh, det er såmænd FEBRERILLO, el Loquillo, lille gale Februar, der bliver straffet for at have været så kold, at vaskekonerne har frosset under arbejdet.

Dragterne er lavet på Folkeuniversitetets værksted - og både de gamle og små skolebørn er med til festen. Mange er klædt ud som når man før i tiden skulle ud at vaske - enten ved floden eller ved den fælles vaskeplads.

Luis Cebrián fra Atea i Aragón har lavet tegningen af, hvordan det var at vaske i floden.

Før kvinderne i "vores" lille bjerglandsby fik vaskemaskiner, tog de tøjet med ud til bækken og vaskede der, - og som jeg før har fortalt, laver de stadig deres egen sæbe, som godt kan gå i vaskemaskinen.

I de små landsbyer kunne man vaske i floden, men mange steder ser man stadig de fælles vaskepladser, som her i Móstoles, der i dag er en forstad til Madrid. Til venstre et foto fra 1965, og til højre en statue på stedet.

Fotos: Historiamostoles.blog.com

I 2o10 fremhævede Cáceres' daværende socialistiske borgmester, Carmen Heras, vaskekonerne som pionerer inden for lønnet kvindearbejde.

Dermed går en danskers tanker jo uvægerligt til H.C. Andersens historie om kvinden, der måtte tjene til livets ophold for sig og barnet ved at vaske fine folks tøj i Odense Å, hvor hun også måtte fryse.

Vilhelm Pedersens illustration til "Hun duede ikke" af H.C. Andersen

  • Comments(0)//blog.casaeva.dk/#post23
Next »